Made in Vietnam
Made in Vietnam
17. feb. 2011
Made in Vietnam
Design in Denmark?
Set fra vor side:
I 2009 var jeg med en gruppe studerende i Vietnam, hvor vi besøgte en del fremstillingsvirksomheder. Vores udgangspunkt var at få indblik i den globale arbejdsdeling der kommer af outsourcing. Hvilke nye kompetencer skal danske designere tilegne sig, når vi ikke mere producerer forbrugsprodukter i Danmark, men sender dem til virksomheder i f.eks. Vietnam, hvor timelønnen er en brøkdel af den danske.
Vi besøgte en række virksomheder på meget forskellige udviklingstrin, der fremstillede forbrugsvarer til eksport og indenlandsk turisme. På den ene side er landet domineret af små håndværksdominerede virksomheder - ejet at national kapital og som laver produkter præget af lokal tradition og kultur - og på den anden finder man få meget store udenlandske virksomheder, hvor billige eksportvarer fremstilles til vestlige markeder og hvor design og produktudvikling hovedsageligt er styret eller præget af vestlige firmaer og designere.
Det er en halv sandhed at sige at industrikulturen i Vietnam svarer til Danmark i 50’erne, for de store udenlandske virksomheder er faktisk meget højt organiserede, men dog karakteristiske ved at være meget person intensive. Vietnam er, når man ser på udtryk for produktivitet og værdiskabelse 10 – 15 år efter udviklingen i Kina – men stærkt på vej. Hvis danske designere skal indgå i denne proces skal de altså kende de muligheder, som denne virksomhedsstruktur er optimal for, og de skal kunne danne bro mellem virksomhederne og vort hjemmemarkeds behov.
Set fra den anden side
Foråret 2010 var jeg gæsteprofessor på HCMC University of Architecture i Saigon, hvor jeg underviste på Dep. for Industrial Design. Her så jeg den anden side af problemstillingen.
På Arkitektuniversitet i Saigon er der ca. 5000 studerende og lige så mange i Hanoi. Man planlægger at bygge nyt Designuniversitet i HCMC. At skabe udvikling og vækst i samfundet ved at investere i uddannelse er ikke blot en Dansk strategi.
Uddannelsens mål, midler og niveau er meget forskellige fra en dansk designuddannelse.
Det bør den naturligvis også være, da situationerne på de to arbejdsmarkeder er meget forskellige. Hvis vi skal leve af at producere nye ideer til avancerede produkter, som for en dels vedkommende skal produceres i Asien, må der være tale om en global arbejdsdeling. Passer vi sammen?
Uddannelsen i Saigon er en 4-årig BA-uddannelse. Hvis man ønsker en kandidatgrad, må man erhverve den uden for VN’s grænser. Typisk i de nærmeste lande i SE-Asia: Taiwan, Hongkong og Korea, mens de eftertragtede universiteter i USA og EU er for dyre. Lærerne i HCMC er på BA-niveau.
Uddannelsen bygger ovenpå et asiatisk skolesystem, - mange fag og eksamener, - megen lærerstyring, lange dage - også lørdag. VN vil sikkert opnå lignende gode PISA-ratings som i Kina. ”Tell me what to do. You are the teacher”. Denne uddannelseskultur kører videre på universitetet. Skønt man er begyndende bevidst om dens begrænsninger i en innovativ / kreativ uddannelse, er det en tung proces at skabe ændringer.
I Vietnam er uddannelsen i hovedsageligt en traditionel kunstuddannelse. Opgaverne sigter mod at formgive relativt lavteknologiske produkter. Det kan være i form af brugskunst: lamper, vaser legetøj. Når der er tale om teknologiske produkter, er det kendte typer: kaffemaskiner, boremaskiner, cykler, der iføres nye klæder.
Uddannelsens mål er at lave gode formgivere, mens man ikke satser særligt på innovative evner eller teknisk kompetence. Det analytiske indhold i uddannelsen er derfor lavt eller fraværende. I en dansk designuddannelse lægger vi omvendt stor vægt på inddragelse af beslægtet viden fra andre videnskaber, brugerrelatering og virksomhedsinddragelse.
Vi forsøger altså i DK at lære studerende selv at finde og udvikle opgaver og søge veje for at få resultater bragt ud i verden. Dette ligger i forlængelse af de traditioner, vi har for læringsmetodik i skole og gymnasium. Den aktuelle politiske diskussion om folkeskolens mål må i dette perspektiv anses for krusninger.
Dette prioriteres ikke i vietnamesisk designuddannelse. Lærerne stiller opgaven, beskriver problemet og afgrænser løsningsrummet – og får derved let ved at bedømme opgaverne. Vietnamesiske studerende lærer altså ikke at bedrive research, analyse og programmering, men få disse forudsætninger serveret. Det afspejler først og fremmeste en rodfæstet asiatisk undervisningskultur, som alle dog er enige om nødvendigheden af at udvikle på den lange bane.
Man kunne sige at denne studiepraksis matcher krav, som en udenlandsk ejet virksomhed ville stille til en Vietnamesisk designer. ”Gør hvad der bliver sagt, hurtigt og sikkert” og dermed tilsvare en global arbejdsdeling, hvor vi skaber de nye ideer og de får dem materialiseret. Helt gnidningsløst er det dog ikke, idet denne arbejdsdeling ville kræve en større teknisk indsigt end den kunstneriske tilgang giver. Man kan endog hævde, at det artistiske står i vejen for et samarbejde af den karakter.
Snarere vil fokus på formgivningskompetencer lede til ’gode’ kopi-evner. ”Snup ideen – og giv den nyt tøj på”. Det sker bestemt også i studiepraksis, - en æstetisk pragmatik, som danske studerende vil føle sig for individualistiske til. Set fra Vietnamesisk side kunne denne copy-paste æstetisering være et relevant, men dog kortsigtet udgangspunkt for at kunne rejse en alternativ hjemmeindustri, der hovedsageligt konkurrerer på pris. I uddannelsen diskuteres copy-all-right?. Alle erkender problemet. Det er naturligvis ikke udtryk for bevidst designpolitik eller studiemål – måske snarere en fristelse, som alle kan leve sig ind i – en genvej, som mange andre asiatiske lande har taget i deres vej mod at blive selvstændige og førende industrilande. Japan / SONY / Honda er naturligvis store forbilleder. JN startede i 50’erne og opnåede måske først i 90’erne status som selvstændig og ledende industrination. I Vietnam er det nok Korea, som af historiske årsager er det kulturelle og økonomiske ideal.
Udenlandske virksomheder vil mange år endnu være nødt til søge grundlæggende innovation og ideudvikling i vor del af verden. Vi har indlysende fordele af samarbejdet og vi behøver ikke på det uddannelsesmæssige område at føle os pressede i konkurrencen. Vi kan roligt give al den viden fra os, vi har omkring opbygning af et analytisk / akademisk uddannelses - og forskningsmiljø. HCMC University of Architecture har endnu ikke uddannet sin første Phd. Der er ingen på lektor eller professorniveau, der kan vejlede. Der er lang vej…
Vietnam vil uden tvivl udvikle sig meget hurtigt, men der er behov for ændringer i uddannelsessystemet, der er så omfattende og grundlæggende, at det vil tage 10 - 20 år før landet vil kunne konkurrere med vore designuddannelser, som de er i dag. Vi vil i mange år frem være den ledende part i et samarbejde.
At fremme en gensidig og ligeværdig udveksling og udvikling vil ikke blot fremme VN’s økonomiske og infrastrukturelle udvikling, men også lede til en mere bæredygtig udnyttelse af landets naturlige og menneskelige ressourcer. På lang sigt har vi ikke råd til andet.
Venlig hilsen
Uffe Lentz