What did you learn in school today?
What did you learn in school today?
Jeg så en TV-udsendelse om skolebyggerier i en serie, der hed ‘Bygninger der former’. Det var fra en arkitekts synsvinkel en rigtig god udsendelse. Den viste 5 - 6 typer af folkeskoler fra ca 1860 til i dag. Den nyeste var Nordstjerneskolen i Frederikshavn af Arkitema. Alle de moderne rumtyper, der skal fremme innovativ adfærd og egen læring.
Frederikshavnerskolen havde faktisk et rigtigt klasseværelse, med det var suppleret med en lang række forskellige rum og steder. Biblioteket i midten som et rødt hjerte. Det hed nu mediatektet, men forskellen var ikke stor. Rumprogrammet var nærmest pisset i sneen efter den gældende normer og opfattelser inden for skoleområdet.
De skoletyper udsendelsen præsenterede, afspejlede forskellige undervisnings-betænkninger og skolereformer. Alle var de gode forsøg på at lave kommende borgere, der skulle passe til det arbejdsmarked, man kunne forudse eller drømme om.
Gav vide hvordan man i 1954 formulerede det samfund jeg engang skulle ud i? I hvert tilfælde noget med at makke ret. Være disciplineret, sidde ordentligt. Industrisamfundets rationaler, samlebånd og akkordarbejde. Møde til tiden.
Den skolebygning, jeg har gået i er fra 1879. Som ny var den et stort fremskridt i forhold til at give midtbyens drenge en ren og sund ramme, som kunne sikre en velorganiseret skolegang også for de mindre bemidlede i de brokvarterer, der omgav Valdemarsgade skole. Marstrandsgadekvarteret var vokset frem fra 1880erne og Frederiksbjerg langs jernbanen i 1890erne.
I 50erne var Valdemarsgade skoles rammer forældet. Brusebad og skolebespisning var ikke længere tilstrækkeligt til at gøre en forskel. Små klasseværelser, trange faglokaler var virkeligheden skønt kommunen havde forsøgt at give skolen forlænget liv med nyt inventar og maling.
I 50’erne var det tydligt at se hvad folkeskolen forsøgte at fremme, når man tænker på de skoler, der blev bygget lige uden for Ringgaderne: Møllevangsskolen, Vorrevangsskolen, Skovvangsskolen. Aulaskoler med det store rum som tydeligt symbol på fællesskabet. Faglokalerne var flere og bedre, men begynd Ikke til at tænke på noget med demokrati, dynamiske undervisningsformer: aulaen var til Morgensang i opstillinger, envejskommunikation og klaverspil. Husk Sangbogen. Men skolen blev bygget på en ide om fællesskabet.
Brokvarterernes sociale mønstre var stadig til at få øje på, da jeg startede i skolen. Jeg legede med Erik, der boede i Marstrandsgade, og oplevede et hjem, der var ambitiøst på en meget anderledes måde end mit. Ikke at jeg kom fra noget fint, men forskellen var alligevel tydelig. Min mor var uddannet sygeplejerske og hjemmegående. Min far var selvstændig håndværker i et 2-mandsfirma. Jeg tror de følte sig borgerlig middelklasse. Altså Blå Blok. Sådan var det ikke i Eriks familie. Det man spiste, det man snakkede om, det der var i rummene var ikke som hjemme. Jeg oplevede arbejderhjemmet som eksotisk.
I 3. klasse legede jeg en del med Jens Otto, der boede i Ridderstræde - lige midt i hovedindgangen til den nye politistation. Han boede i et baghus med svalegang. Jeg lærte hvad en luder laver. Der arbejdede sådan en i forhuset og alle var velinformerede. Der hang altid venlige mænd i gården, der skulle have hentet øl. Jeg har sikkert ikke genfortalt meget for min mor, for så ville det spændende liv være udelukket. Jens Ottos forældre var skilt, og hans far, der var chauffør dukkede ofte op i Valdemarsgade for at snakke med Jens Otto over hegnet til den lille gård. Han havde ‘et tilhold’ var et nyt begreb, jeg lærte. Hvorfor vidste jeg ikke. Noget med hans mor, der havde en ny mand. Jens Otto flyttede til Haderslev. Vi skrev lidt som pennevenner, men det gik ikke rigtigt.
Der var mange gode ting i den børnverden. Baggårdskatte. Jeg kunne krydse karreerne fra Christiansgade over Frederiksgade, Strøget til Fiskergade og ud på Åboulevarden, ad hemmelige kældergange, skure, plankeværker. Lige som ‘parkour' i dag. En sportsgren.
Geert, som hed Geert Alfred lærte mig at ligge og lure på et lille paptag ved Frederiksgade - tæt ved Renseriet. Der hvor Arkitema nu bor. Man kunne kaste små sten ned på gaden og så dukke sig. Herlig sport. Den frihed har mine børnebørn langt fra, skønt de har alderen til det.
Eller vi legede i Østergade Hotels kælder eller over salens lofter sammen med Knud Erik og Carsten.
En uforstyrret børneverden med åbninger ind til den voksne. Hvis man blev sulten kunne man smutte ind i hotellets køkken. Ud på tørlageret. Hvis man manglede træstykker kunne de hentes hos snedkeren i Frederiksgade, diverse isenkram på den anden side af gaden. Altid ind ad bagdøren og kun spørge folk på gulvet.
Der var ofte sprittere bag bunkerserne på Frederiksalle. Musikhushaven i dag. Vi kredsede lidt gysende omkring disse mænd, der tumlede rundt og vel i virkeligheden optrådte lidt til ære for os børn. En fortalte, at han havde kendt en præstefrue i Ringkøbing, men ‘at han hellere ville kneppe en regnorm i røvhullet’. Drivkraft for fantasien og et godt tilskud til skolegårdes drengesprog.
I min erindring var alt godt uden for skolen. Inden for startede det truende og farlige. De 3 store sten mellem den store gård og den lille var ganske vist en grænse, som det virkeligt kostede at krydse ulovligt. Men heller ikke i den lille gård var man i sikkehed. Jeg oplevede de første 5 år af skoletiden som frygt for vilkårlig vold, uretfærdigheder, meningsløse straffe.
Volden optrådte både mellem børnene og som en række læreres håndhævelser af disciplin.
Blod - blod - blod råbte vi hvis der var slåskamp. As - as - as hvis der var en gårdvagt under opsejling. Hvis de kæmpende ikke kunne nå at smutte ud i mængden, endte de under klokken hvor mildeste straf var en lussing og den hårdest 3 strip. Jeg kan ikke huske om der var forskel på rap og strip. Jeg har aldrig prøvet det. Agerskov var den gamle type. Jeg har aldrig hørt ham sige noget eller på anden måde vise sig som skolens ansigt. Men ånden hvilede koldt over os. I gården var der flere lærere, der forekom uforståeligt voldelige. Bertelsen, som vist ikke ville overleve en uge i dagens folkeskole uden en sag. Madsens læderhandsker, der tog fat i kinden, og som kunne nå at slippe og give en lussing inden man nåede jorden. Lidt som at give op i rundbold.
En af de særlige trusler var Himmelbjergården.’Hvis ikke du makker ret så…’ Jeg han huske et par drenge, der forsvandt dertil. En dreng kastede en lægte efter en lærer, Ruda vist nok. Jeg ved ikke om han blev ramt. Men frygten for straffen fik drengen til at kravel op i et af gårdens træer. Jeg tror gårdvagernes pædagogik mødte sin grænse. Skolelæge Lebel blev tilkaldt. Hvordan drengen kom ned ved jeg ikke, men borte tog ham.
Nogle år senere besøgte jeg faktisk Himmelbjerggården. Min mor havde gået i skole med en af lærerne. Jeg kunne ikke fatte, at det skønne sted med smukke gule bygninger i skovbrynet og den venlige lærerfamiliie, som vi besøgte, virkeligt var en del af fortabelsen.
Min bror skulle starte i Valdemargade Skole 1957. Jeg syntes det var så synd for ham. Hvordan skulle det dog gå så lille en dreng? Det gik faktisk heller ikke godt. Han græd og var bange i de første år. Sæt han ikke havde lavet tingene rigtigt - så ville der jo falde brænde. Håndboldspilleren Ropdrup med de imponerende kridtskud var hans regnelærer. Han ramte en gang min bror, så det var til at se. Min mor klagede ikke.
Det skal siges at der også var varme, venlige mennesker blandt lærerene i de små klasser. Asta Jensen, ReserveJesus og ansat på skolen i 1924 var vildt umoderne og sød. Læste Niels Holgersens rejse højt. Rasmussen som var regnelærer var heller ikke moderne. Han skrev svedere hvis man havde fejl i hjemmearbejdet, men han var venlig. Også Brix’s engagement i ‘Naturhistorie’ betød meget for mig. Svendsen der nærmest levede og åndede for skolens elever.
Agerskov gik officielt af 1964, men lyset brød igennem et par år før. Personificeret ved Thorkil Simonsen. som vel var konstitueret leder fra ca. 1960. Men det var en hel række vidunderlige omstændigheder, der forårsagede paradigmeskiftet. Afskaffelse af korporligheder. En ny skolereform, nogle yngre lærere, der fik fodfæste, elevråd. Jeg tror vi havde en del af de lærere, der kom til at præge stedets nye ånd. Jeg husker det som ‘lyset lander stille på livets kyst’.
Undergrundsballer, være med til at lave skolefester, komme på ture. Og vi fik en parallelklasse af modsat køn. Vi fik lærere, der så os som særlige personer, prøvede at gøre det godt for de enkelte. Tænk at en sådan revolution skete for øjnene af os næsten som med et.
Det betød osse at alle i klassen fik ansigter. Det har nok også noget at gøre med at vi voksede. Alle de særlige personligheder jeg gik i klasse med i de sidste år i folkeskolen blev synlige og fik mæle. Jeg opdagede at jeg faktisk gik i en go klasse og havde det godt på Brobjergskolen, som den kom til at hedde efter sammenlægningen i 1962 ca.